0 kommentarer / Postet d. af Julie Vibe Eilersen

En lille våd missekat

Så blev det mandag, og min startede aldeles uønsket sjofelt.

Det som skulle være et fuldstændig almindeligt, kedeligt regnskabsmøde blev pludselig en meget akavet affære

Det stormede og regnede inden mit møde med min advokat og hans assistent. Min advokat er en sød herre, som er god til tal, men ikke en type, som man joker med. Jeg tropper op på hans kontor drivvåd efter fem kilometer på cykel, og kigger mig ind i spejlet, hvor jeg konstaterer, at min mascara har lavet nogle streger ud fra øjnene. Sådanne streger der giver det look, som når jeg som lille tegnede mig selv, hvis jeg skulle forestille en kineser eller kat til fastelavn - og så er det, at jeg kigger på mit spejlbillede, sætter hovedet lidt på skrå og siger:

Jeg er en lille våd missekat.

Der bliver helt stille i noget der føles som minutter. Jeg fatter det jo midt i ordet missekat, men her er det bare for sent. Hjernen når ikke at regne ud, hvilket ord den kan erstatte med ordet kat, og fuldfører sætningen, selvom jeg når at mærke en panik brede sig ud i min krop. Det her skaber billeder som for alt i verden skal slettes fra lokalet igen. Men her er det værste så, at jeg begynder at bortforklare, at der slet ikke skulle tænkes noget af det, som de måske, måske ikke, tænker. Jeg mente faktisk en mis med fire poter, som siger miav, og ikke nogen anden form for mis.


Og at det faktisk var regnvejret, som jeg var blevet våd af, og ikke de to herrer der sidder og stirrer på mig med store øjne.

Ikke at de ikke ser søde ud, og nogle formentlig kunne blive våde af at se på dem, men bare ikke lige mig lige nu, fordi vi skal jo tale om tal og ikke om noget som helst andet. Det var bare fordi min mascare havde givet mig de her missekatteøjne og og og STOP DIG SELV JULIE!

Nu sidder jeg her ved mit skrivebord og sunder mig og tænker over, hvor vigtigt det er, at man nogle gange lærer at holde sin kæft. Det sprøjter bare ud med en kaskade af latterlige ord, når jeg skal forsøge at undgå pinlig tavshed. Det er et malplaceret pleaser-gen, som ikke bryder sig om, at andre skal føle sig dårlig tilpas.

Jeg formåede til en jobsamtale engang at sige, at jeg ville have 40.000 om måneden. Så blev der stille, og der sad 4 mænd og kiggede på mig med et blik, jeg ikke kunne gennemskue. Og sååå begyndte min mund at spytte ord ud i tilfældig rækkefølge, og før jeg vidste af det, havde jeg forhandlet mig selv ned på 30.000. Super!

Jeg oplever, at det er en pigeting. Det er ihvertfald noget, som samtlige piger her på kontoret nikker genkendende til  - og vi har besluttet, at tiden er inde til at øve os. Vi må simpelthen lære, at pinlig tavshed er okay, så vi lige kan nå at tænke os om, inden vi kommer med næste modtræk. Det gik ikke så godt i dag...

Men fra nu af...

 

 

Så blev det mandag, og min startede aldeles uønsket sjofelt.

Det som skulle være et fuldstændig almindeligt, kedeligt regnskabsmøde blev pludselig en meget akavet affære

Det stormede og regnede inden mit møde med min advokat og hans assistent. Min advokat er en sød herre, som er god til tal, men ikke en type, som man joker med. Jeg tropper op på hans kontor drivvåd efter fem kilometer på cykel, og kigger mig ind i spejlet, hvor jeg konstaterer, at min mascara har lavet nogle streger ud fra øjnene. Sådanne streger der giver det look, som når jeg som lille tegnede mig selv, hvis jeg skulle forestille en kineser eller kat til fastelavn - og så er det, at jeg kigger på mit spejlbillede, sætter hovedet lidt på skrå og siger:

Jeg er en lille våd missekat.

Der bliver helt stille i noget der føles som minutter. Jeg fatter det jo midt i ordet missekat, men her er det bare for sent. Hjernen når ikke at regne ud, hvilket ord den kan erstatte med ordet kat, og fuldfører sætningen, selvom jeg når at mærke en panik brede sig ud i min krop. Det her skaber billeder som for alt i verden skal slettes fra lokalet igen. Men her er det værste så, at jeg begynder at bortforklare, at der slet ikke skulle tænkes noget af det, som de måske, måske ikke, tænker. Jeg mente faktisk en mis med fire poter, som siger miav, og ikke nogen anden form for mis.


Og at det faktisk var regnvejret, som jeg var blevet våd af, og ikke de to herrer der sidder og stirrer på mig med store øjne.

Ikke at de ikke ser søde ud, og nogle formentlig kunne blive våde af at se på dem, men bare ikke lige mig lige nu, fordi vi skal jo tale om tal og ikke om noget som helst andet. Det var bare fordi min mascare havde givet mig de her missekatteøjne og og og STOP DIG SELV JULIE!

Nu sidder jeg her ved mit skrivebord og sunder mig og tænker over, hvor vigtigt det er, at man nogle gange lærer at holde sin kæft. Det sprøjter bare ud med en kaskade af latterlige ord, når jeg skal forsøge at undgå pinlig tavshed. Det er et malplaceret pleaser-gen, som ikke bryder sig om, at andre skal føle sig dårlig tilpas.

Jeg formåede til en jobsamtale engang at sige, at jeg ville have 40.000 om måneden. Så blev der stille, og der sad 4 mænd og kiggede på mig med et blik, jeg ikke kunne gennemskue. Og sååå begyndte min mund at spytte ord ud i tilfældig rækkefølge, og før jeg vidste af det, havde jeg forhandlet mig selv ned på 30.000. Super!

Jeg oplever, at det er en pigeting. Det er ihvertfald noget, som samtlige piger her på kontoret nikker genkendende til  - og vi har besluttet, at tiden er inde til at øve os. Vi må simpelthen lære, at pinlig tavshed er okay, så vi lige kan nå at tænke os om, inden vi kommer med næste modtræk. Det gik ikke så godt i dag...

Men fra nu af...

 

 

0 kommentarer

Smid en kommentar

All kommentarer vil blive tjekket igennem før de bliver publiceret